Nogen bruger sommerferien på at rejse, mens andre ser den som en mulighed for, at man kan nå at få ordnet en masse praktisk derhjemme. Det kunne eksempelvis være at bygge udestue, få pudset klinkerne i bryggerset eller få malet hele stuen. Vejret taget i betragtning tænker jeg ikke, at det pt. er husarbejde der ligger højest på prioriteringslisten. Mange vil nok hellere bruge dagene i haven eller ved stranden, ja sågar tage ud og sejle og nyde en svalende dukkert i et af de smukke danske farvande. Med et vejr som det, vi har i øjeblikket, er der, som jeg ser det, i hvertfald ingen grund til at rejse sydpå. Dagene er hede og nætterne tropiske. Det er, som det sjældent er set før, virkelig blevet sommer i lille Danmark. Og selvom vi til tider kan puste og brokke os lidt over varmen, går der nok ikke længe, så snart efterårets kulde har vist sine vinde, at vi igen sidder og brokker os over vejret, og drømmer os tilbage til denne hede sommer.