Klimabevidstheden er kommet for at blive, det er der overhovedet ingen tvivl om! Vores klode lider over os menneskers hovedløse forbrug og fokus på vækst, og derfor skal der ske et markant skifte i vores tilgang til, hvordan vi lever. De små ændringer er godt på vej, og der kommer flere. Vi kan ikke længere leve på den måde, som vi har gjort i årtier, for det er evident, at det bliver vores helt egen undergang, såfremt vi fortsætter. Vores børn og unge har fattet alvoren, og i hele verden råber de unge generationer op, og siger stop til forbruget for klimaets skyld. Og tænker man lige et øjeblik over det, at det er børn og unge, der går forrest i forhold til klimadebatten, så burde vi voksne skamme os alvorligt. Det er os, der har ansvaret for de unge, det er os der er forbilleder for dem,og det er vores ansvar at danne dem på den rigtige måde. Og det har vi ikke gjort!