Regler for snerydning

Snerydning er en del af opgaven, når du er husejer. Falder postbuddet, skraldemanden eller en forbipasserende på fortovet uden for din grund, fordi du ikke har saltet eller ryddet sne, kan du blive dømt til at betale erstatning.

Ansvaret er som udgangspunkt dit, så det er derfor nødvendigt at du altid sørger for at det er sikkert at færdes på arealerne omkring din ejendom.


Efter sneen er faldet, skal snerydningen i gang hurtigst muligt. Du skal sørge for, at både fortov, trapper, indkørsel og eventuelt sti op til huset er ryddet.

Hvis sneen falder om natten, skal du dog ikke stå ud af sengen for at fjerne sne, men du kan få lov at vente helt til kl.7. Der skal nemlig være ryddet sne på dit fortov mellem kl. 7 og kl. 22. Om søndagen kan du sove længe, og vente helt til kl. 8.

Husk også at salte eller gruse dit fortov, efter du har fjernet sne, for et fortov må nemlig ikke være glat.